Dansk-Japansk Venskabsforenings historie

Feb. 2014

Mariko Hayashi Oversat af Johan Dupont

1. Starten af foreningen
DJVF blev stiftet i 1980. Gruppen af initiativtagere bestod dels af nogle studerende, der læste Japan Studier ved Aarhus Universitet og deres lærer, dels af nogle studerende fra Japan, der læste ved Aarhus Universitet. Denne gruppe fik endvidere støtte fra forskellige personer i deres omgangskreds, som havde interesse i Japan, og som derfor blev medlemmer af foreningen.

Japan Studier er et fag, hvor man ikke alene studerer det japanske sprog, men også Japans samfund, historie, kultur, politik, økonomi m.m. Der var selvfølgelig ingen internet i begyndelsen af 80erne, og antallet af herboende japanere var også meget begrænset. Det var svært for danskere, der havde interesse i Japan, at lære japanere at kende, og det var også svært at få adgang til information om japanske forhold. Formålet med foreningen var derfor ifølge de daværende vedtægter “at udvikle venskab og forståelse mellem danskere og japanere og at udbrede kendskabet til japanske forhold.”

Til det sidstnævnte formål startede foreningen først og fremmest et medlemsblad. Det hed “Fureai (kontakt)” og udkom flere gange om året. (“Fureai” blev i 1990 omdøbt til “Konnichi wa (goddag)”. Både “Fureai” og “Konnichi wa” har ISSN numre og kan læses på Statsbiblioteket og folkebibliotekerne.) Bladet indeholdt ikke alene meddelelser om foreningens aktiviteter, men også diverse artikler om Japan. Hvert nummer bestod af mere end 20 sider med et meget spændende indhold. Man kan f.eks. læse artikler om te-ceremoni, om den historiske udvikling af forbindelsen mellem Japan og Danmark, om japanske drager, Japans idéhistorie, kvinderne i Japan og Japans religion. Der var også anmeldelser af relevante fagbøger, opskrifter på papirfoldning, opskrifter på japansk mad, interviewartikler, invitation til Japan udstillinger og japanske film, m.m. Man kan også finde nogle artikler, som var skrevet for herboende japanere. F.eks. kan man læse om danske jule- og påsketraditioner og nordisk mytologi, og der var en invitation til danskundervisning. Man må jo sige, at venskab og forståelse mellem
danskere og japanere er noget gensidigt, og det er derfor godt, at japanerne også lærer mere om danske forhold. Den største gruppe skribenter var studerende, men der er en del artikler skrevet af forskellige fagfolk.

Udover udgivelsen af bladet blev der holdt mange møder og arrangementer, hvor medlemmene mødtes, lærte hinanden at kende og udvidede deres venskabskreds. Der var foredrag om japanske forhold og japansk kultur med demonstration og vejledning i f.eks. tusch-maling, blomsterarrangement, papirfoldning, japansk mad, m.m. Man kan læse om disse aktiviteter i bladet og fornemme en livlig og varm atmosfære med deltagelse af mange, specielt unge mennesker den gang.

2. Foreningens krise og genopbygning
Foreningen var meget aktiv i flere år. Men i slutningen af 80erne/begyndelsen af 90erne kan man mærke en nedgang. I 1990 skiftede bladet sit navn fra “Fureai” til “Konnichi wa” og i 1992 blev bladets lay-out fornyet, og redaktionen annoncerer nogle planer om forbedring af bladet og beder samtidig medlemmerne om at sende flere artikler ind. Der blev også lavet et logo til foreningen. Men trods disse tiltag synes der ikke at være kommet så mange artikler fra medlemmerne, og en del af artiklerne i bladet på denne tid blev skrevet af redaktionsmedlemmerne selv. Antallet af faglige artikler var meget begrænset, og man kan f.eks. også finde en meddelelse om aflysning af en planlagt fest samt en lille artikel, som opfordrer medlemmerne til aktivt at deltage i foreningens aktiviteter. Efter 1994 holdt bladet op med at komme. I stedet har foreningen sendt et nyhedsbrev et par gange om året for blandt andet at meddele om kommende aktiviteter.

Denne udvikling af foreningen synes at afspejle det faktum at de studerende på Japan Studier befandt sig i en ny situation. I 80erne var et studieophold i Japan ofte kun en drøm. For dem tjente foreningen som et sted i Danmark, ja endog i Aarhus, hvor de kunne komme i kontakt med “Japan” og japanere. Men i 90erne var et Japan-ophold ikke længere bare en drøm. F.eks. fik de studerende mulighed for at deltage i et sommerkursus på et japansk universitet. (I dag er et Japan-ophold integreret i studieprogrammet, og næsten alle de studerende opholder sig i Japan i et semester.) Det ser ud til, at de studerendes opmærksomhed gradvist blev rettet ud i verden og væk fra foreningen.

Her i begyndelsen af 90erne blev antallet af foreningens medlemmer kraftigt formindsket, og det kom på tale at lukke foreningen. Men der var nogen få medlemmer (hovedsageligt japanske medlemmer), der protesterede herimod og mente, at det var nemt nok at lukke foreningen nu, men meget svært senere at starte den igen. Så foreningen fortsatte i en periode, men nu blot med uformelle, månedlige te-møder, og det var ikke sjældent, at kun 2-3 personer mødte op.

Således eksisterede foreningen på lavt blus fra slutningen af 80erne til midten af 90erne. Men i slutningen af 90erne begyndte antallet af medlemmer så at stige igen; og den blev efterhånden opbygget til sin nuværende form, i hvilken man mødes en gang om måneden om forskellige temaer. Foreningen har også fået regelmæssig adgang til at benytte Vejlby Sognegårds mødelokale, hvilket vi er meget taknemmelige for. Omkring 2000 oprettede foreningen en hjemmeside, og siden har man offentliggjort foreningens aktiviteter her.

Man kan se i nyhedsbrevet, at der igen har været mange hyggelige og spændende aktiviteter siden slutningen af 90erne optil nu. For det første kan nævnes forskellige foredrag om japanske emner holdt af diverse specialister. Vi har f.eks. hørt foredrag om japansk kunst, japansk byggekunst, japansk arkæologi, ”manga (tegneserier)” og ”anime (tegnefilm)”. Det er ikke sådan, at alle japanere ved alt om Japan, så også japanske medlemmer har lært meget om Japan af specialisterne, som ofte har været danskere.

Der har også været små koncerter med musikinstrumenterne Shoo (gammelt japansk blæseinstrument) og Taishoo-koto (japansk strengeinstrument), som er sjældne at kunne høre selv i Japan. Der var også en periode, hvor nogle medlemmer frivilligt mødtes med jævne mellemrum og øvede sig i at synge japanske sange i kor under vejledning af et medlem som var professionel sanger. De præsenterede resultaterne ved et foreningsmøde, og det var meget imponerende.

I en årrække tog vi i juni måned på picnic til et smukt sted i nærheden af Aarhus. Men mærkværdigvis fik vi regn næsten hver gang, og vi blev til sidst nødt til at opgive at tage på picnic. Som løsning på problemet stillede den daværende formand sin rummelige have og veranda til rådighed for et grill-arrangement. Dette gentog sig i flere år, og er blevet en slags tradition i juni. (Siden 2013 har vi skiftet lokalitet, men arrangementet fortsætter.)

For tiden har vi mange familiemedlemmer med børn, så vi har en del aktiviteter med spændende underholdning for dem. Først og fremmest kan nævnes den japanske sommerfest, som blev indført for et par år siden. Man kan her prøve nogle rigtige japanske, traditionelle spil som f.eks. ”kingyo-sukui (fiskedam)”, ”yooyoo-tsuri (vandballon-fiskeri)” og ”suika-wari (vandmelon-slagning)”. Man kan også smage forskellige japanske snacks f.eks. ”yakisoba (stegte nudler)” og ”takoyaki (blæksprutte-æbleskiver)”. Sommerfesten har hver gang været en stor succes med mange deltagere, og den er også ved at blive en tradition i foreningen.

3. Afslutning
Det er nu 34 år siden at foreningen blev stiftet, og naturligvis har meget ændret sig siden da såvel med hensyn til sammensætningen af medlemmer som til arten af aktiviteter. Ifølge vedtægterne har foreningen følgende tre punkter til formål:
”at udvide venskab og forståelse mellem japanere og danskere
at udbrede kendskabet til japanske forhold og
at stille rammer til rådighed, hvor medlemmerne kan mødes.”

I dag har man mange forskellige kanaler, først og fremmest internettet, hvorigennem man forholdsvis let kan samle oplysninger om Japan. Men uden direkte kontakt mellem danskere og japanere kan man ikke udvikle venskab og forståelse. Foreningen arrangerer hyggelige og spændende aktiviteter, hvorigennem medlemmerne kan mødes. Mon ikke man kan sige, at dette er foreningens væsentligste mission.

Postscript
Det var i begyndelsen af 70erne, at jeg kom til Danmark fra Japan. Efter en kort tid lærte jeg de studerende fra Japan Studier ved Aarhus Universitet og deres lærer at kende. Jeg var ikke med til at stifte foreningen i 1980; men siden da har jeg stort set hele tiden været med i foreningen enten som almindeligt medlem, redaktionsmedlem af bladet, eller bestyrelsesmedlem. Da jeg kom i gang med at skrive denne artikel, tog jeg de gamle numre af bladet og nyhedsbrevet frem og begyndte at læse dem, og så dukkede der mange erindringer op, den ene efter den anden. Det drejer sig jo om en 34 års periode. Det, som jeg har skrevet her, er kun en lille del af de mange aktiviteter, som foreningen har stået for, og de begivenheder som den har været igennem. Det er mit håb, at læseren i store træk nogenlunde kan få indtryk af foreningens historie.